SOLAR Huset
Solar viser energivejen med eget byggeri. Udvidelse på 2.600 kvadratmeter i Vejen indeholder alt i bygningsautomation og opføres efter Lavenergi klasse 2 kravene.
"Ja, du kan godt sige, at vi tager vores egen medicin," siger salgschef Bent Ole Jonsen, Solar Kommunikation.
Han er med i projektgruppen, som har designet udvidelsen i Vejen, og foruden at skabe mere plads til den ekspanderende virksomhed er målene at udstille, hvad Solar formår inden for bygningsautomation og energieffektivitet.
"Vi vil bruge huset til at vise både vore forhandlere og deres kunder, hvordan man designer løsninger, som omfatter alt inden for bygningsautomation. Endvidere har vi valgt at opføre huset efter kravene i Bygningsreglementets Lavenergiklasse 2. Det er et ambitiøst mål for et kontorbyggeri. Men energi bliver i høj grad et tema i 2009 og fremover, og vi har valgt at sætte overliggeren højt, både hvad angår isolering af huset og brugen af alternative energikilder," siger Bent Ole Jonsen.
Det 2.600 kvadratmeter store hus opvarmes - og køles - således ved hjælp af jordvarme, luftens varme og solceller. Til at udnytte disse energikilder anvendes alene elektricitet. Huset får ingen traditionel opvarmning i form af oliefyr eller fjernvarme.
"Vi borer rør 80 meter ned i jorden og udnytter temperaturen her til både opvarmning om vinteren og køling om sommeren," siger Bent Ole Jonsen.
Kalenderen styrer varmen
For at opnå en effektiv udnyttelse af energien, styres den stramt. Blandt andet sørger integration med elektroniske kalendersystemer for, at mødelokaler kun varmes op til opholdstemperatur, når de er booket.
Ventilationen er også behovsstyret og indstilles automatisk efter, hvor mange der er til stede i bygningen samt CO2 indholdet i luften.
Energieffektivitet sikres imidlertid ikke alene gennem teknik. Det handler også om at skabe en adfærd hos medarbejderne, så de hjælper med til at spare på energien. Derfor kan hver enkelt medarbejder på sin egen skærm følge med i energiforbruget det areal, vedkommende arbejder i.
"Hver enkelt medarbejder har via sin egen computer mulighed for at regulere både lys og varme - inden for de grænser, som vi har defineret. På den måde vil vi forsøge at opnå, at den enkelte får større bevidsthed om energiforbruget og umiddelbart kan reagere på for eksempel en unødigt høj lysstyrke," siger Bent Ole Jonsen.
SCADA styrer det hele
Styring af lys, varme, ventilation og indstilling af persienner er integreret på samme netværk og styres ved hjælp af et SCADA system, som Solar sammen med leverandørerne er i gang med at udvikle specifikt til opgaven.
"I SCADA opbygges en grafisk brugerflade, som gør det meget overskueligt at overvåge og styre det hele. Det er ved hjælp af denne teknologi, at den enkelte medarbejder kan se forbruget i sit eget rum," siger Bent Ole Jonsen.
I showroomet, som bliver en markant del af det nye byggeri, kan besøgende kigge med på det overordnede SCADA system og dermed få praktisk indblik i bygningsautomation og styring af energiforbrug.
"Dermed bruger vi den nye bygning som eksempel på integration af alle systemer og funktioner i et energieffektivt system," siger Bent Ole Jonsen.
"Den nye bygning bliver eksempel på integration af alle systemer og funktioner i et energieffektivt system."
Salgschef Bent Ole Jonsen
Solar Kommunikation
Det nye showroom på 300 kvadratmeter er blandt andet tænkt som værktøj i salgsarbejdet. Her vil dine kunder kunne se alt, hvad der er muligt inden for bygningsautomation og energistyring - og Solars nye bygning anvendes som praktisk eksempel.

Brug det nye showroom i dit salgsarbejde
Det 300 kvadratmeter store showroom viser eksempler på alle Solars produktområder, og hvordan systemerne arbejder på tværs.
"Det er første gang i Solars historie, at vi indretter sådan et showroom, og vi håber, at forhandlerne vil gøre aktivt brug af det. Det er nemlig vores hensigt, at de skal få gavn af det i deres salgsarbejde," siger Bent Ole Jonsen.
"Hvis en elinstallatør står over for eksempelvis en større renoveringsopgave, kan han invitere sin kunde med i showroomet og dér vise vedkommende alt det, der er muligt inden for bygningsautomation, som kan øge komforten og give energibesparelser. På den måde er der chance for at få mere med i ordren," siger Bent Ole Jonsen.
Solar arbejder tæt sammen med sine leverandører om at udvikle showroomet.
Fakta om byggeriet
- Byggeriet er på cirka 2.600 kvadratmeter
- Byggeriet ligger mellem de to nuværende bygningskomplekser i Vejen
- Byggeriet er på tre etager (kælder, stue og 1. sal)
- I stueplanet indrettes kantine til 350 mennesker og showroom
- Kælderen indeholder endvidere teknikrum
- Førstesalen indrettes med kontorer og mødelokaler
- Bygningen er tegnet af Arkitektfirmaet Hallen & Nordby A/S

Solars udvidelse står klar i august. I den ene ende indrettes over tre etager et stort showroom med fokus på blandt andet integreret bygningsautomation og energistyring.

